Om Lærkehøj
Information
Åbningstider
Husorden
Personalets tilbud.
Udpluk fra hverdagen.
Byggeriet
Pædagogisk praksis
Mål og værdier
Pjece Lærkehøj / Lindevangen
Herbergets formål
Hjemløsestrategi
Fælles Ansvar II
Fokusaftale
Virksomhedsplan 2010
Virksomhedsplan 2008
Hjemløs i egen bolig
Evalueringsrapporter
Links
Søg
Kontakt os

Udpluk fra hverdagen

 

 

Nye beboere får en kontaktperson inden for de første 14 dage, og det er kontaktpersonen der gennem hele forløbet vil være tovholder på beboerens sag. Kontaktpersonen koordinerer hvem der gør hvad med beboeren, og inddrager de tværfaglige ressourcer som er til rådighed i huset.

Sammen med beboeren forsøger kontaktpersonen at finde frem til, hvad det er beboeren gerne vil, kan og har lyst til. Samarbejdet kontaktperson og beboer imellem bliver en kombination af formelle ting, så som at etablere kontakt til relevante eksterne samarbejdspartnere og uformelle ting så som at etablere en god relation, samt blive en del at beboerens hverdag i både op- og nedgang. Kontaktpersonen tilstræber at vise beboeren opmærksomhed, lydhørhed og indfølingsevne og at være i tæt dialog med beboeren under hele opholdet.

 

Beboerne henvender sig til medarbejderne for at få hjælp til både stort og småt. Ofte skal de have hjælp til at kontakte sagsbehandler, læge, misbrugscenter, boligselskaber, politiet, told og skat, tandlæge, advokat, politi, eller alkoholenheden. For de beboere som har behov for følge, til bl.a. retsmøder, møder i forvaltningen og behandlingsregi, står medarbejderne på Lærkehøj gerne til rådighed.

Ofte oplever beboerne sig ikke taget alvorligt når de møder op alene, eller når de kontakter offentlige myndigheder pr. telefon. Med en medarbejder ved hånden oplever de, at der bliver lyttet til dem og at de bliver taget alvorligt. Medarbejderens rolle ved f.eks. møder, afhænger af beboeren. Medarbejderen kan deltage som bisidder, men oftest vil der være tale om at medarbejderen er med som aktiv mødedeltager. Skal en beboer afsone en fængselsdom under opholdet, udskrives beboeren fra herberget, hvis afsoningen er på mere end 30 dage. Under afsoningen besøger medarbejderne pgl. hvis denne ønsker dette og geografien tillader det. Kontakten kan også vedligeholdes via brevkorrespondance.

 

Lærkehøj er beboernes hjem på godt og ondt mens de bor her. Dette medfører at kontakten beboer og medarbejder imellem ofte bliver fortrolig og beboeren bør kunne føle sig tryg nok til at turde læsse af hos medarbejderne om f.eks. manglende selvværd, deres overvejelser ifht. deres aktive misbrug og behandling. De bør kunne fortælle åbent om misbrug, kriminalitet, svigt, samt

deres opgivenhed og ofte sorg over at have mistet kontakten til egne børn, forældre og øvrige netværk. Mange kan se tilbage på det liv de tidligere havde, for nu at erkende, at de har mistet det hele, og at de mangler indhold i dagligdagen. Kedsomhed og ensomhed er nøglebegreber som fylder meget, men når talen falder på konkrete forslag til ændring af dette, er reaktionen ofte frygt for ikke at kunne mestre en tilværelse der er anderledes end den de er i lige nu, og samtidig også en erkendelse af, at misbruget, eller deres psykiske tilstand spænder ben for en ændring på nuværende tidspunkt. Deres omgangskreds har i mange år bestået af aktive misbrugere, og de oplever nu at kunne tale med medarbejderne om ting, de tidligere kunne tale med familie og venner om.

Som medarbejder er man vidne til deres liv og påtager sig den motiverende rolle, både ifht. konkrete problemstillinger, men også til hvordan man gebærder sig i samfundet og til at få lagt og holde fast i planer. Ofte oplever man som medarbejder at en beboer betror sig til én, når pgl. har ”lavet noget dumt”, som pgl. ikke tør sige til andre.

De beboere der selv er i stand til at kontakte de eksterne samarbejdspartnere som er involveret i deres sag, gør det, mens andre med glæde overlader dette til kontaktpersonen, i erkendelse af at det ellers aldrig vil blive gjort. Ved møder hvor beboeren deltager, beder denne ofte om at blive vækket da det ellers kan være vanskeligt at overholde en aftale på et bestemt klokkeslæt.

 

Mange af beboerne har helbredsmæssige problemer, og søger ofte råd hos sygeplejersken. Forespørgslerne spænder vidt, fra at få plaster på, til at få kigget på fejlfix, skinnebenssår, eksem og knopper, til at få hjælp til at blive indlagt eller få bestilt tid hos egen læge.

 

Når en beboer henvender sig fordi pgl. har konflikter med en eller flere beboere, tages der en snak om pgl.’s egen andel i konflikten og dernæst kan der tages en fælles snak med de beboere der er involveret i konflikten.

 

Opnår en beboer at få tilbudt bolig, er der konkrete ting beboerne får hjælp til. Der skal søges økonomisk hjælp til både indskud og etablering, og udflytningsforløbet skal planlægges med kontaktpersonen. Det er på dette tidspunkt blevet afklaret hvorvidt beboeren har behov for en bostøttemedarbejder, men det er nu, at kontakten til bostøtten etableres. Samtidig med at beboeren glæder sig over at skulle flytte i egen bolig, gribes langt de fleste af frygt for at komme til at blive ensomme og overmandes ofte af angst for, om de nu også magter at bo i egen bolig.

Frygt for om de nu kan få pengene til at slå til, om de kan finde ud af at købe ind og lave mad, og igen angsten for at blive ensom eller blive set skævt til. Dette kræver ofte mange og lange snakke og medarbejderne forsøger at støtte beboeren i troen på at pgl. er ok. Tidligere beboere er også velkomne til en snak på Lærkehøj, hvis eller når det bliver svært.

Ved udflytningen tilbydes de beboere der skønnes at have behov for dette, et gæstekort. Kortet kan benyttes på hverdage i tidsrummet 12 – 13.30, og giver adgang til kantinen og fællesstuen.

I december modtager de beboere der er flyttet i indeværende år, en julehilsen fra Lærkehøj, samt en invitation til juleaften. I år gjorde 5 tidligere beboere brug af dette tilbud.

Ved højtider oplever mange af beboerne at de overmandes af ensomhed og at de står udenfor samfundet og blot kigger på – dette kræver ofte mange og lange snakke. Lærkehøj forsøger at gøre højtiderne til noget særligt i huset, med ekstra god mad, oppyntning og fastholdelse af traditioner.

 

Flere tidligere beboere henvender sig i perioder, nogle gør brug af natvarmestuen og andre af samtaler med medarbejderne i herberget. Henvendelserne handler ofte om ensomhed og manglende netværk, og udmønter sig f.eks. ved at pgl. kommer med det ene formål at opnå menneskelig kontakt. Andre kommer med uåbnede kuverter, eller breve hvis indhold de ikke forstår. Breve de skal besvare, men ikke ved hvordan, ubetalte regninger og rykkerskrivelser. Heldigvis sker det dog også at tidligere beboere kommer for at vise os hvor godt de har det, og for at fortælle hvor i deres liv, de er lige nu.

 

”Hus Forbi” avisen sælges fra Lærkehøj og både hjemløse og tidligere hjemløse, med og uden tilknytning til Lærkehøj, kan købe avisen her mhp. videresalg. Flere tidligere beboere gør brug af denne mulighed, og benytter samtidig lejligheden til en snak, en kop kaffe og en mulighed for at få varmen.