Din tid på Lærkehøj skal gerne være en god oplevelse, der giver dig ro i hverdagen. Derfor tilbyder vi mad, hygge og almindelig omsorg. Du kan også altid henvende dig med små som store problemer. Der er medarbejdere i huset døgnet rundt, som gerne vil hjælpe.

Mens du bor på Lærkehøj, har vi forskellige tilbud, som skal støtte dig og hjælpe dig videre.

Som ny beboer får du i løbet af de første to uger en fast kontaktperson. Han eller hun følger din sag tæt under hele opholdet og sørger for at inddrage andre medarbejdere, når der er behov for det. Sammen udarbejder I en opholds­plan. Formålet med opholdsplanen er at afklare og koordinere, hvad der skal samarbejdes om under dit ophold.

Kontaktpersonen hjælper dig blandt andet med at finde frem til, hvilke ønsker du har for fremtiden og at kontakte relevante parter, der kan hjælpe dig.

Vi tilbyder også, at du hos kommunen kan få udarbejdet en handleplan. Det er tit et godt grundlag for at vurdere, hvilke behov du har for støtte fremover.

Mange beboere har helbredsmæssige problemer og søger råd hos sygeplejersken, som kan hjælpe med diverse skader samt give råd og vejledning om sundhed. Hun kan desuden vurdere, om der er brug for en indlæggelse, hjælpe dig med kontakten til egen læge og andre dele af sundhedsvæsenet samt følge op på dette.